dreven af angst og uro, op til vinduet, hvor hun vendte ryggen til værelset.
«Her er en bekendt, som gjerne vil hilse på Dem, fru Kant», sa en af kandidaterne nede fra døren.
Else blev stående. Blodet strømmed til hjærtet, og hun måtte gribe i vinduesposten efter støtte.
«Goddag fru Kant,» sa en fremmed stemme tæt ved.
Else vendte sig om.
Der stod en tykladen mørkhåret herre og smilte meget.
«Jeg er her for at bese afdelingen, og så vilde jeg gjerne sige goddag til Dem med det samme. De kjender mig da vel igjen?»
«Nej», stammed Else.
«Jo vist gjør De så – Det er jo Anton Ringe, som De så tit var sammen med hos Hahns.»
Jo, nu kjendte hun ham. «De har forandret Dem meget», sa hun af bare forfjamskelse.
«Naturligvis. Ti tolv år, det er da ikke så underligt», og Else læste i hans blik: De skulde vide, hvordan De selv har forandret Dem.
«Jeg er mediciner, husker De nok», herren blev ved at smile og smile formodentlig i mangel
