kastet sig i gulvet og jamret sig, og hun kunde ikke sove på 6te afdeling.
Ja, ja, ja, det fik nu være det samme. Hieronimus var en nød, som hun altså ikke kunde knække. Han havde vel sine teorier, hvorefter han handled. Stakkels Hieronimus, en eller anden dag vilde han stå blank og bar.
Men Knut! Knut, som ikke havde villet se hende.
Bare hun dog snart kunde komme herfra! Sygeplejerskerne vilde hun forresten savne. De, som hjalp hende fra time til time over elendigheden. Men tænk at slippe for synet af Hieronimus!
«Jeg vil gjerne ha, at De skal se Deres huslæge», sa Hieronimus til Else en dag senere. «Så får De høre, at det ikke bare er mig, som finder, at De bør sendes til «Sct. Jørgen», men også og især dr. Tvede og Deres mand. Jeg har derfor git besked om, at dr. Tvede må komme ind til Dem, nårsomhelst han mælder sig.»
«De bør også gå ned og spasere i haven,» vedblev Hieronimus. «For at vænne Dem til
