var gåt ham til hodet som en rus. Ikke et eneste spørgsmål om hendes indre tilstand havde han gjort hende. Ikke et ymt om, hvordan det arted sig, når hun fik sine fornemmelser i baghodet. Og om hvordan det havde vært fat med hende hernede, om hvordan rædslerne og håbløsheden og søvnløshedens nedbrydende indflydelse havde vært på nippet til at gjøre det af med hende for bestandig, derom havde han ikke den fjerneste anelse. Som en gammeldags skolemester, der ved prygl og rå behandling søger at tugte og knægte de oprørske og uvorne disciple – sådan havde han behandlet hende.
Og så bildte han sig ind, at han vidste besked! Voved at sige ganske kortfattet og frejdig: «De er sindssyg og skal holdes indespærret på «Sct. Jørgen». Og det på denne glubske, glade måde med en mine, som om han svælgte en lækkerbidsken.
Gad vidst, om ikke derunder skjultes et forsøg på at bringe hende til raseri, til at fremkalde en paroxysme, der kunde bruges til end yderligere bevis for hendes sindssyge. For de beviser, han havde, måtte jo forekomme endog ham selv noget svævende: Hun havde i sin produktion vist interesse for det abnorme, hun skulde ha
