skulde være sindssyg. Hvad brød hun sig om det? Hun var jo ikke sindssyg og blev det aldrig i dette liv! Havde hendes hjærne holdt stand under opholdet i det hieronimuske helvede, hun, som var kommen derind i en så ynkelig forfatning – hvad skulde så kunne gjøre hende sindssyg? Men det var dette, at Knut ikke havde villet se hende. At han altså for at bli af med hende, havde narret og lokket hende til at gå godvillig herned. – – Det havde han jo dog ikke behøvet.
Det kjendtes, som om sjælen var lagt på stejle og hjul. Hun, som før havde troet, at hun var på lidelsens højeste tinde – Nu først var hun nået derop.
Og Tage, barnet, gutten derhjemme, hvad skulde det bli til med ham?
Hun skulde altså sendes til «Sct. Jørgen», hun også. Hun mindedes, hvor det var faret gryssende gjennem hende dengang i cellen, da frk. Stenberg havde sagt om en patient, at hun skulde til «Sct. Jørgen». Men «Sct. Jørgen?» Ja herregud, skulde hun holdes indespærret, så hellere alle andre steder end her, hvor Hieronimus var kommandant.
Denne Hieronimus – dette mærkelige menneske! Ja, det måtte være sådan, at hans stilling
