den bedste, og for ham har hun respekt. Hun har læst en af hans afhandlinger og flere gange talt til mig om ham.»
«Hun skulde altså indlægges på hospitalet under ham?»
«Ja. Når han har skaffet hende ro og haft hende der en 8–10 dage, siger han Dig, hvad der skal gjøres. Jeg indsér ikke, at der er noget andet at råde Dig til. Jeg skal skrive en seddel, gå med den til Hieronimus på hospitalet. Du træffer ham nu. Tal med ham, og tal så med din kone. Hun må naturligvis selv ville.»
Knut stak sedlen til sig og gik.
Der var dog et håb i dette.
III.
Kants sad ved frokosten.
«Jeg spiser nu ikke, mamma,» forsikred Tage, der sad ligeoverfor Else med en stor spisesmække om halsen, og stak til spejlægget og det småtskårne kjød på sin tallerken. «Jeg gjør det nu ikke alligevel. Jeg gjør ikke.»
«Når Du ikke vil spise, så kan Du gå fra bordet,» sa Knut med en bevægelse, som om han vågned op. Han trykked på bordklokken, og
