«Nej, det har han ikke ytret noget om.»
Dette svar føltes som et knivstik i hjærtet. Hun gik atter på gulvet, men måtte sætte sig, fordi knæerne skjalv så stærkt.
«Jeg forstår det ikke», sa hun omsider, og tørred sveden af sin pande. «Han sa til mig, at jeg skulde være her en 8–10 dager.»
«Hm.»
Igjen dette «hm», der gjorde hende til løgner. Men nu ænsed hun det ikke. Hendes tanker kredsed som svidende flammer om dette ene, at Knut ikke havde villet se hende.
«Jeg forstår det ikke», gjentog hun. «Er der da skét noget, mens jeg har vært her, noget, som jeg ikke véd?»
«Nej. Men nu, da Deres mand har fåt Dem på afstand, ser han ganske anderledes roligt og rigtigt på Dem.»
«Er han da sint på mig?»
«Sint. De mener vred? Man er ikke vred på den, som man føler medlidenhed med», det kom med mild og værdig højhed.
Else sa intet. Dette var hendes livs sværeste stund.
«Tænk Dem om», sa Hieronimus, idet han rejste sig og gik hen i hjørnet af værelset, hvor han stilled sig op med albuen støttet mod
