«Det er hendes søn», hvisked Madonna–Hansen.
«Men De sa jo, at ingen fik besøg på denne gang».
«Nej. Men undtagelser skér der jo altid i livet. Der er blevet sendt bud efter ham.»
«Skal hun da dø?»
«Ja, der kan ikke være længe til.»
Else gik ind til fru Syverts og overraskedes ved at finde hende stående ved vinduet i en hvid og blåstribet bomuldsmorgenkjole. Den lange brune flette hang hende ned ad ryggen.
«Å, er det Dem, fru Kant», sa hun glad, da Else rørte ved hendes arm. «Jeg trode, det var en af de andre. Her står jeg og sér efter min mand. Jeg kàn ikke begribe, at han ikke kommer».
«Nu har De da fåt lov til at stå op. Er De glad for det?»
«Ja. Men jeg fryser i denne tynde kjole. Er det virkelig sandt, at det er Dem, som er gift med hr. Kant?»
«Ja.»
«Han ser da forresten ud til at skulle havt en ganske anden slags kone. Ja, for jeg kjender ham», fru Syverts nikked livlig.
«Hvad slags kone da?»
