søvnløshed, og umuligheden af at kunne sove på et sådant sted, larmen af de syge, de mange lyde o. s. v. Tilsidst bad hun om, at hendes mand måtte bli underrettet om hendes indtrængende ønske om at komme derfra snarest muligt.
Da brevet var færdigt, tog frk. Stenberg det, og gik straks til professoren med det.
Bagefter klædte Else sig på og gik ud på cellegangen, hvor en stram lugt slog hende imøde.
Lugten kom fra den nederste celle, hvor frk. Suenson og Madonna-Hansen under spøg og latter var ifærd med at vaske Bella Holms hode. De skrubbed løs, som var det en grydebund, der skulde blankskures.
Else trådte nærmere. I en vandspand på gulvet lå en mængde lange hår.
«Har Dere klippet hende?» spurgte Else.
«Det var vi nok nødt til, sådan som det vrimled. Men nu skal det utøj få sin bekomst. Lugten af det der», Suenson hældte noget af en flaske i vandfadet på sengebordet – «kunde slå okser ihjel». Suenson nøs.
Bella Holm, som Madonna-Hansen holdt fast om nakke og skuldre, sad urolig og slog med armen, og lod den krummede hånd glide
