«Forstyrrer hun Dem?» hørtes Thorgrens stemme borte ved døråbningen.
«Ja, hun er slem», svarte frk. Bøhn, som stod ved Elses seng.
«Hun springer hvert øjeblik i vandet», sa Thorgren og kom nærmere. «Hysh, siger hun», Thorgren la håndfladerne mod hinanden og holdt dem opover hodet, mens hun bøjed legemet skråt forover, «og så kiler hun pladsk i gulvet og får hikke. Forresten kom jeg ind for at forsone mig med fru Kant og be hende endnu engang om, at hun skal ydmyge sig for professoren».
«Ja, jeg har også talt om det samme», sa frk. Bøhn. «Fru Kant har fåt fat på professoren fra den forkerte led».
«Jeg har jo sagt, at det er mig umuligt at tale med den mand», stønned Else.
«Ja, så skrive da. Kunde De bedre det?»
Else rysted hodet.
«Os kunde det jo være det samme,» fortsatte Thorgren. «Men for Deres egen skyld. Stjerneskuddet, véd De. Ja-ja, i ethvert fald er vi da gode venner igjen. Ikke?»
Else gav hånden og smilte.
«Når De skriver, så er det Dem selv, der fører ordet», blev frk. Bøhn ved, da Thorgren
