Udtrykket skar sig som et sløvt våben borende ind i Knuts bevidsthed. Og det liksom splitted hans indre sansning i to billeder: Hieronimus, afført sin tilknappede værdighed, i skjorteærmer på kandidatgangen, og hans hustru som den, der var «flyvende gal».
Hieronimus gjorde nogle hurtige skridt på gulvet.
«Hendes forbitrelse mod Dem er stor. Forleden smed hun Deres brev hen ad bordet. Hun vilde ikke læse det.»
Knut så forundret på professoren. Mere og mere pinlig gådefuld blev Elses tilstand for ham. Brevet havde han ganske vist git professoren åbent og havde derfor ikke kunnet og heller ikke villet skrive andet end almindelige ord. Nu havde professoren imidlertid naturligvis klæbet brevet sammen, forinden han gav Else det. Så var det egentlig bedre, at Else ikke havde læst det, hun, som altså gik ud fra den forudsætning, at han havde kunnet sende det uden en kontrollerende tredjemand. Men denne forbitrede stemning imod ham. Hvad havde fremkaldt den?
«Så er det vel fremdeles professorens mening, at et besøg af mig hos min hustru er utilrådeligt?»
«Ubetinget.»
