angst og fortvivlelse. Nu var det morgen, og stuegangen ventedes.
Else lå stille i sengen. Hodet gløded, og trætheden kjendtes, som var hun slåt sønder og sammen i hvert et ledemod.
Disse skrald, som hun syntes bragte sengen til at ryste, og som tvang hendes legeme til at fare sammen i ulidelig pine. Det var, som der blev skudt med kanoner.
«Hvorfra kommer dog disse frygtelige skrald?» spurgte hun mat frk. Stenberg.
«Det er gadedøren dernede.»
«Nej. Dens smæld kjender jeg. Men dette? – Hør!» skuddet var der igjen.
«Jo, det er gadedøren. Det kommer af stormen idag.»
Da reservelægen var der, lod Else som hun blunded. Hun orked ikke at åbne munden.
«Hun har havt en dårlig nat», hørte Else frk. Stenberg sige. «Det er også kjedeligt, at her er så lydt.»
«Ja er her egentlig det?» var reservelægens svar.
«Om her er? Det har jeg da også hørt professoren klage over engang han viste nogen om her. Det var en fejl ved bygningsmåden, sa han.»
