naturligvis tat det løfte af min mand, at han ikke skulde skrive om noget, som bragte mig i affekt – I affekt! – hejsa, sa! Jeg, som er på dette paradisiske sted! – Og alligevel! – Tror han da, at alle mennesker lyver og bedrager? Havde han endda åbnet det forsigtig og klæbet det sammen igjen. Men han har revet det op, bare for at ærgre mig.»
«Hm, hm, hm», det var Thorgren. «Jeg går stadig og venter på, at stjerneskuddet skal falde mellem fru Kant og professoren, men det har nok lange udsigter». Så gav hun rystende på hodet hånden til godnat og gik.
Frk. Ræder søgte fremdeles at overtale. Tilsidst gik Else ind på, at frk. Ræder skulde læse brevet og meddele Else indholdet.
«Ja, der står forresten ikke noget videre i det». sa frk. Ræder efter endt læsning.
«Nej, naturligvis, Det kunde der jo ikke.»
«Deres mand skriver, at den lille har det udmærket og at jo tålmodigere De er, jo før ses De igjen.»
«Tålmodigere,» sa Else og smilte bittert.
«Vil De ikke ha Deres brev?»
«Ikke røre det med en finger! Gjør med det, hvad De vil, bare jeg slipper for at se det.»
«Må jeg komme ind, ja?»
