«Spis nu pént», sa sygeplejersken og hældte en skefuld bouillon med æg i munden på den syge. «Sådan ja».
«Åh, åh, åh», stønned fru Fog, mens hun med et udtryk af træt uvilje og en hul strubelyd nedsvælgte suppen.
«De véd jo, De må spise», sa Else og klapped hendes gustne pande.
«Ja, men jeg kan inte li det», kom det hviskende gjennem de tandløse gummer, mens hun så på Else med et blik, der syntes lamt af lidelse.
«Så, så, lille fru Fog. Det var flinkt», snakked sygeplejersken, mens hun varsomt blev ved med at made den syge, der havde mere og mere vanskeligt for at nedsvælge. Tilsidst gylped hun det op igjen, så bouillonen flød ned langs hendes indsvundne mundviger.
«Jaja, så skal hun få slippe», sygeplejersken tørred fru Fog om munden og pusled hende. Den syge løfted sin altid krummede, sprukne og skjælbedækte hånd og greb om Elses fingre. Så sank øjnene træt i.
«Tror De ikke, hun dør snart?» spurgte Else, da hun og sygeplejersken forlod cellen.
«Man skulde jo tro det, men sådanne mennesker er så mærkværdig sejglivet.»
