«Der er dem, som sluger sine ringe for at komme af med livet, fru Kant.»
Der gik en gysen gjennem Else. Hun mindedes sit iturevne lommetørklæde.
«Men stå op da ialfald?» bad Else.
«Jeg har såmæn spurgt reservelægen, men han mente, det var for tidligt».
Idet Else vendte sig om fra frøken Stenberg, så hun den unge pige med det tunge hode forskrækket flygte om bag en dør.
«De skal ikke være bange for mig», sa Else, som fulgte efter.
«Nej, fru Kant kan hun netop så godt lide», bemærked sygeplejersken. «Ikke sandt, Mariane?»
Mariane skjulte det dødtrætte ansigt bag den løftede arm og smilte surmulende og modstræbende. «Det er altsammen ondt og fælt», sutred hun, «og det blir aldrig bedre.»
«Jo», sa Else. »Nu blir De snart helt rask.»
«Jeg blir aldrig rask. Nu har jeg vært i helvede igjen i to døgn.»
«Hun har vært indestængt i cellen, fordi Mariane var styg pige og vilde gjøre skade på sig», forklarte sygeplejersken. «Hun havde fåt fat på en saks og havde klippet hul på sit håndled
