XXIII.
Næste formiddag kom frøken Stenberg med Elses sager, som hun bar i sit forklæde. Pakken havde hun løst op og omhyggelig undersøgt indholdet, før hun overgav det i Elses hænder.
Altså ingen seddel fra Knut. Nej naturligvis.
Men gudskelov, nu havde hun da sine strømpebånd og blev fri for dette sejlgarn, som havde strammet så ondt under knæerne. Uhret og uhrnøglen var der også. Og neglesaksen og det lille spejl og porcelainsdåsen med læbepomade og parfumeflakonen. Desforuden et hækletøj og hendes store skindkrave. Det var en hel rigdom.
«Nej, se der har vi jo vores rare frue», sa bedstemor, da Else viste sig på cellegangen. Hun sad på sin sædvanlige plads, ren og smilende, og snakte om, hvormeget hendes svigersøn holdt af kålsuppe.
«Å tak, tak», udbrød hun livlig, da Else rakte hende en kop med halvdelen af sin kaffe. Hun greb med begge sine kolde hænder om den varme kop. Så så hun sig forsigtig om og
