fra reservelægen. «Nej virkelig!» havde Else da svaret med en så spodsk betoning, at den havde lydt snerrende i hendes egne øren.
Men som oftest var der nu kun nej og ja i hendes mund både til reservelægen og Hieronimus. Hendes eneste trøst var sygeplejerskernes uforandrede, ja stedse stigende venlighed og omsorg.
Gjennem frk. Stenberg havde Else fåt tilladelse til at skrive en liste på de småting, som hun oprindelig havde havt med sig, og som der nu intet var til hinder for, at hun kunde få tilbage. Frk. Stenberg havde vært nede med listen hos professoren, som havde lovet straks at sende den til Elses hjem. Siden havde Else ventet med utålmodighed og med et lønligt håb om, at Knut skulde smugle en seddel til hende ind i pakken. Det var nu tredje dagen efter.
Om eftermiddagen gik Else i seng ved femtiden. Hodet smerted, og tanden smerted, og hun var så forpint og udmattet, at hun ikke kunde sidde oprejst. Siden den en og trekvart times lange søvn, der forleden morgen havde vakt glæde hos sygeplejerskerne, havde Else atter vært søvnløs. Morfinen virked vel dulmende både på hodet og tanden, og holdt smerterne
