«Hum», havde Hieronimus svaret med sit tynde, vantro smil, og Else havde sendt ham et blik, der tindred af foragt. Det var ikke første gang, han med sit hånlige: «hum», havde stemplet hende som løgner.
«Uh ja, denne Hieronimus!»
Heldigvis gik han ikke stuegang så regelmæssig som reservelægen. Hver onsdag aften udeblev han på grund af sine forelæsninger, og engang havde han vært bortrejst. Else var taknemmelig, når hun slap for at se ham.
Reservelægen var venlig og spøgefuld som altid, men Else indlod sig ikke mere på at tale med ham, som før. Hun syntes, det var spildte kræfter, og hun havde så få at gi bort.
«Sikken en stoisk ro», sa reservelægen af og til ved stuegangen til frk. Stenberg.
Det hændte dog, at reservelægen på ny fik se et glimt af Elses «ilterhed». Som engang, han fortalte, at han havde lovet at vise komtessen, der aldrig havde sét Elses malerier, en reproduktion af et af dem. «Å-nej, lad være!» udbrød Else i afværgende tone. Hun vidste jo, at hendes produktion ikke kunde være noget for komtessens forudsætninger. «Å, véd De hvad – De behøver da ikke egentlig at skamme Dem over Deres arbejder» var det så kommet trøstende
