i et lagen, der sluttet tæt om legemet, så det ligned en lang uformelig byldt. Maven var så højt opsvulmet, at Else kun kunde se omridset af hodets øverste del under det dækkende lagen.
Og der var intet andet i cellen. En bleg solstråle faldt ind gjennem vinduet og lyste grågult på den opsvulmede mave.
XXII.
Dagene gik, og nætterne gik. Else bevared sin sløve ro, men over brystet lå der som en vægt, der tynged hendes åndedræt. Og så havde hun fåt en hodepine, der aldrig forlod hende. Smerten sad i tindingerne, og hamred så voldsomt, at det forekom Else, at tindingerne måtte løsne sig og falde af hende tilslut. Hun, som aldrig i sit liv havde vidst, hvad hodepine var.
Engang, da hun på Hieronimus' spørgsmål, om hun led af andre smerter end tandpinen, der stadig holdt ved, og for hvis årsags skyld hun nu fik morfinindsprøjtninger 2 ganger i døgnet, havde hun klaget over denne hodepine, og tilføjet, at det var noget, hun aldrig før havde havt.
