Frøken Ræder var der også, og Madonna-Hansen, og alle var de glade, fordi Else havde sovet.
«Til lykke», tænkte Else. Men ingen af dem vidste, hvad de to ord betød for hende. Taler og handler vi da alle i blinde her i verden?
Ja. I blinde. –
Men Elses indre undergik nu en forandring. En sløv ro drog ind i hendes sind, en tungsindig given sig hen i skjæbnen. Var hun ikke bleven vanvittig disse to sidste nætter, så måtte hun vel også kunne rædde sig videre fremover. Og tanken på selvmord var tusende mile borte. Nu kunde hun bære alt, hvad der så kom. Hun følte sig brudt og knækket, men samtidig styrket.
Som sædvanlig stod hun op for at vaske og stelle sig, hvorefter hun plejed at gå tilsengs igjen og bli liggende et par timer. Hun kjendte sig så udmattet, at hun på de vaklende bén knapt kunde nå hen til den lille servante i krogen. Det svimled og sortned for hendes øjne, så hun måtte søge støtte langs væggen, og hodet var, trods søvnen, tungt som en blyklump.
Før hun gik tilsengs igjen, slæbte hun sig ud på cellegangen, og keg gjennem glasgluggen i den lukkede dør ind til selvmordersken. Hun lå i sengen på en bar sækkelærredsmadrats, indhyllet
