Hallucinationen kom vist lettere da. Hun læned skulderen og hodet mod væggen, og satte al sin kraft ind på at holde øjnene åbne.
Alligevel gled de til efter en stunds forløb, og et par øjeblikke efter lå selvmordersken ved siden af hende.
Hun retted sig hastig op, knuged hænderne sammen og vred sig i angst og pine.
«Skal Du da virkelig bli vanvittig? Er kræfterne udtømt nu? Har hjernen fåt et knæk etsteds, eller er den begyndt at bli til grød?»
Hvis hun havde fåt lov til at stå op og gå lidt på gulvet, eller frk. Bøhn havde villet sidde hos hende? –
Skulde hun kalde hende ind, og betro sig til hende? Fristelsen var et øjeblik stor, men hun overvandt den. Frøken Bøhn vilde føle det som sin skyldighed at fortælle det til professoren. – De var jo så pligtopfyldende disse sygeplejersker.
Nej, nej, nej! Hun vilde kjæmpe, kjæmpe til det yderste. Endnu havde hun jo sin fulde forstand. Det var kun, når øjnene faldt til, og denne svagt surrende syden begyndte i baghodet, det var kun da, at hun tabte styret over sine forestillinger.
Ja, hun vilde kjæmpe, lægge sig på knæ
