Madonna-Hansen sagt en af de første aftener. Og det havde gjort hende forsigtig.
Atter sank øjenene trætte i, men hun skyndte sig at åbne dem. Hun turde ikke ha dem lukket af frygt for, at hallucinationen skulde komme igjen. Men tilsidst kunde hun ikke mere. Lågene var så svidende tunge. Tiltrods for hendes anstrengelser lukkedes de atter.
Og straks var selvmordersken ved hendes side, iskold, tung og lugtende af karbol og lig.
«Det er vanviddet, som kommer,» sa Else til sig selv. Så rejste hun sig møjsomt overende, og råbte på frk. Bøhn.
«Vær så snil at gi mig et glas vand,» bad hun.
Sygeplejersken bragte det forlangte, og Else drak lidt. Hun begyndte at spørge frk. Bøhn om dit og dat, for at hun skulde bli lidt hos hende. Frk. Bøhn svarte venligt, men kort. «De véd, De skal sove,» sa hun, idet hun vendte sig og omhyggelig glatted Elses hodepude. «Inat er her jo stille.»
Else dypped snippen af sit lommetørklæde i vandglasset, som sygeplejersken havde ladt bli stående på sengebordet, og baded sine øjne. Så kanske hun bedre kunde holde dem oppe.
Men hun turde ikke lægge sig ned igjen.
