«Nej. Vi er jo så vant til det. Det vil sige, når det er et altfor beskidt lig, så blir det jo lidt uappetitligt. De kan være slemme på fødderne og benene. Men nu godnat, lille fru Kant,» Thorgren rejste sig. «Vær nu en god og artig pige.»
«Jeg kan høre hende ralle derinde», sa Else til frøken Bøhn, da hun kom med kloralen.
Frøken Bøhn lytted et øjeblik. «Nej,» sa hun og rysted hodet.
«Jo. Når jeg ligger alene.»
«De tar vist fejl, frue.»
«Her er mørkere iaften end ellers,» bemærked Else.
«Ja. Jeg har med vilje skruet gassen mere ned. For jeg tænkte, om De så måske lettere vilde få sove. Men vil De, jeg skal skrue op igjen?»
«Nej tak. Lad mig nu prøve. Godnat.»
– Uh, denne karbollugt, som Else ikke kunde få bort fra sin næse. Karbollugt og selvmord – selvmord og karbollugt – det smelted sammen til ét i Elses forestilling.
Det gik underligt til i verden.
Nu lå hun her side om side med en fremmed selvmorderske. Hvem skulde ha tænkt det for 14 dage siden? Men hvis der nu iaften
