«Den arme kone,» sa Else gysende.
«Manden bare lo og svarte, at det havde hun sagt så tidt. Men straks efter hørte han hende falde om derude med frygtelige hvin. De arme børn! De havde kastet sig skrigende over moren og vilde ikke slippe hende, da hun skulde føres bort.»
«Tror De, hun dør?»
Sygeplejersken trak på skuldrene og så forbeholden ud.
Else gik ind i cellen og stod og betragted selvmordersken, der lå som før, ustanseligt rallende, mens et blåhvidt skum sived udover hendes brede mundviger. Brystet steg og sank, og af og til gik der en heftig rykning igjennem det.
Else var gjennemrystet af rædsel og syg af karbolstanken, men hun kunde ikke løsrive sig fra det hidsende syn. Hun glemte al sin egen nød og sansed kun det ene, at hun stod foran livets uigjenkaldeligste: døden. Døden for egen hånd. Og ikke om verden brast, eller om tusende mennesker vilde gi sit liv for at kjøbe hende tilbage, kunde dette menneske bli gjengit de levendes tal. Uigjenkaldeligt – evigt forbi. Døden, døden for egen hånd. Sådan så den ud.
Med ét overraskedes hun af at mærke, at hun ikke alene følte medlidenhed, men også
