I den nederste celle, den samme som komtessen havde havt, lå i sengen med højt hodegjærde en dumpt rallende kvinde, hvis bryst gik op og ned. Under tæppet, der nåde op lil hagen og løst og glat hang ned ved sengens sider, vistes omridset af et stivt udstrakt legeme. Det brede firkantede ansigt var blyfarvet med sortgustne flammer under øjnene, og det mørke kortklipte hår klæbed fugtigt om pande og øren. En sygeplejerske og en kandidat stod bøjet over den rallende skikkelse.
Kandidaten trak op hendes ene øjenlåg og stak pegefingeren ind på pupillen. «Hun er færdig», sa han og tog frem en liden sprøjte. Sygeplejersken slog tæppet tilside oppe ved skulderen, og kandidaten gav kvinden en indsprøjtning.
«Put hende en ispille i munden hver halve time,» sa han og gik.
«Hvad fejler hun?» spurgte Else forfærdet.
«Hun har drukket karbolsyre,» svarte sygeplejersken. «Det er en arbejdsmands kone. Tænk, hun er gåt fra 6 små børn. De har levet så ulykkelig, og manden har mishandlet hende. Så idag laved hun middagsmaden istand, og da så manden kom hjem og gjorde spektakler som sædvanligt, gik hun ud i kjøkkenet med de ord: «Nu ser Du mig aldrig mere.»
