«Han havde jo lovet at tale med Deres mand.»
Nu husked Else det. «Nej,» sa hun og rysted stille hodet.
«Tab ikke modet», komtessen la begge hænder på Elses skuldre og så hende kjærligt ind i øjnene. «Husk på, at Jesus elsker Dem, og er Dem nær.»
«De må ikke fortvile,» vedblev komtessen da Else ikke svarte. «Jeg skal bede for Dem. En kristen fortviler aldrig. Lov mig, at De ikke vil fortvile, ja?» Hun kyssed Else på begge kinder.
Der lød tummel ude på cellegangen, skridt, der trådte fast og støt som af folk, der bar noget tungt, og andre lettere og hurtigere skridt.
«Det er måske en ny patient?» sa komtessen.
Else nikked sløvt.
Straks efter trængte en stærk karbolstank ind til dem.
«At man dog ikke kan lukke sine døre», udbrød komtessen og holdt lommetørklædet op for næsen.
Da Else forlod komtessen, så hun gjennem den åbne fløjdør ud til cellegangen en sygeplejerske og en af kandidaterne komme løbende nedover. Rent mekanisk gik Else derud.
