frøken Stenberg gik forbi. «Nu, mens vi lufter ud. Husk på tandpinen.»
Else vendte tilbage til sit værelse. Der sad hun i den store stol ved vinduet, stille og stirrende, til frøken Ræder klokken 7 bragte hendes aftensmad.
Imorgen på denne tid vilde hendes værelse stå tomt. Liget skulde føres bort senest 6 timer efter døden. Hvor mon de vilde bringe hende hen – hjem? Nej, de havde jo et lighus her på hospitalet, hvor de døde blev lagt. Hun så sig selv ligge på en lang træbriks side om side med andre lig. Havde de mon fælles lighus for mænd og kvinder? Ja, hvad gjorde det –. I døden var alle lige.
Og så kom Knut med kiste og hented hende.
Så skulde det da koste hende livet at komme herfra. Ja, ja, det var ikke for dyrt betalt. Ingen betaling var for dyr for udløsningen fra dette sted.
Knut, som hun aldrig mere skulde se. Det var altså sidste gang, da han sa farvel, og kyssed hende derude på trappegangen. Å Knut, Knut – Du har vært god imod mig!
Tage, lille Tage, det stak i hjertet og trak
