om nætterne og la det være mig, der hindrer Dig i at få ro?»
Knut virred hjælpeløst med hodet.
«Se lidt på, hvad jeg har malet iaften,» sa så Else, «og sig, hvad Du synes.»
«Ikke nu. Jeg må være frisk og klar for at kunne se, og jeg er dødtræt.»
«Naar jeg nu bér Dig saa indstændigt. Jeg skal straks gå til ro bagefter.»
«Det er jo netop det, Du ikke gjør,» sukked Knut. Så gik han hen og betragted billedet med mysende øjne. Else stod spændt og vented.
«Ja, jeg véd ikke, Else. Jeg siger Dig jo, at jeg ikke kan se på denne tid af natten. Det er vist godt det, Du nu har malet.»
«Vist – tror Du ikke, jeg kjender Dig? Du skulde meget heller sige din mening. Å gud, å gud, så er og blir det da forgjæves», hun gråd og gik hensigtsløst om i atelieret. Knut fulgte efter og talte og bad, men hun hørte ikke på ham.
«Nu skal jeg forresten gå til ro,» sa hun omsider, og tørred sit ansigt. «Nu har jeg intet arbejde mere. Hvor det dog var godt, at Du sa, hvad Du syntes. Tak for det» – hun tog op fra en bordskuffe en liden flaske.
