Om eftermiddagen var Else på cellegangen. Bedstemor sad sammenkrøben på sin sædvanlige plads ved kakkelovnslugen, og den unge pige med det tunge hode stod gjemt bag en dør og keg sky på Else, der langsomt gik op og ned med hænderne på ryggen. De andre patienter lå i sine senge.
Nu var klokken halvfem, havde Suenson sagt. Men derfor kunde Knut endnu godt komme og hente hende. Den aften, hun kom her, var klokken 6. Kunde man komme ind her klokken 6, så måtte man vel også kunne komme ud herfra på samme tid.
Med ét hørte Else hurtige mandsskridt bag sig. Hastig vendte hun sig om. Forventningen jog som kuldegys igjennem hende.
Reservelægen kom imod hende.
«Jeg skal hilse fra Deres mand,» sa han, og stemmen var ikke så lavmælt og langsom som vanligt, der var liksom kommen fart i den.
Else kunde ikke tale. Hun følte sine øjne brænde og spørge.
«Jeg var så heldig at træffe ham lige nu hernede i gården.»
«Hvad sa han?» kom det åndeløst.
«Jo. De havde det udmærket, både han og den lille.»
