«Ja,» sukked Else.
«Har De endnu ikke fåt løfte om at se Deres mand?»
«Nej, men idag har reservelægen lovet at tale med ham. Såsnart min mand får ordentlig besked, kommer han øjeblikkelig.» Else følte håbet risle varmt igjennem sig.
«Ja, det er mærkeligt, at De skal være her,» sa komtessen grundende. «Det er jo et sted for gale og forbrydere. Jeg begriber forøvrigt ikke, at De kan gå derude på cellegangen. Idag stod jeg kun lidt i døren, og jeg led frygtelig ved at se på dem.»
«Det er jo som et slags adspredelse,» svarte Else. «Nu kjender de mig allesammen, og nogle af dem smiler, når de sér mig.»
«Nej, jeg forstår det ikke!» udbrød med ét komtessen og slog hænderne sammen. «Jeg, som aldrig i mit liv har været det ringeste nervøs engang! Og min læge –. Jeg har bedt om at få et besøg af min læge, men det er blevet mig nægtet. Kan De forstå det? Ja, havde jeg ikke gud, så blev jeg gal af at gruble på det. Men gud er min styrke.»
