Else følte en kogende vrede. Hvem var han, denne sølle Hieronimus? Hvad tænkte og mente og vilde han? Men så var der vel andre måder. Reservelægen. – Han var da et menneske ialfald.
«Kan De ikke be reservelægen komme op til mig?» spurgte Else frøken Ræder et par timer senere.
Jo. Reservelægen var netop på den rolige gang. Hun skulde sige det til ham.
Straks efter stod reservelægen foran Elses seng, rolig og mild og tillidvækkende som altid.
«Jeg var forstyrret imorges, da De var her,» sa Else. «Jeg kunde ingenting huske, og jeg kjendte Dem ikke – ikke Dem engang. Men nu bér jeg Dem som et menneske, der er i yderste nød om at søge min mand, den eneste, jeg har at fortrøste mig til, og fortælle ham, hvordan det er fat med mig. Vil De det?»
Reservelægen nikked.
«Fortæl ham,» sa Else, som sad oprejst i sengen og havde grebet reservelægens hånd, «fortæl ham, at jeg har været i celle mellem de gale, og at jeg lever i et helvede, der må gjøre det sundeste menneske vanvittig. Vil De det?»
«Ja, frue. Jeg skal sige det, såsnart jeg sér ham.»
