jeg som dengang i cellen», hun tog smilende Else under armene og satte hende op.
«Ja, jeg skal nok,» sa Else og tog imod bakken. «Men hør nu, frøken Stenberg, De, som har vært for mig mere, end De selv véd, vil De ikke nu straks gå ned til professoren og sige ham, at jeg vil ikke være her længere. At jeg fordrer og forlanger at bli sendt hjem eller ialtfald at få tale med min mand. Inat har jeg kjæmpet for ikke at bli gal – Å De véd ikke, hvad jeg har gjennemgået.»
«Nej,» sa frøken Stenberg. «De burde måske slet ikke vært kommen her. Men det forstår jeg mig ikke på,» tilføjed hun forskrækket.
«Nej, men gå nu ned og sig det. Sig, at jeg fordrer og forlanger at bli sendt hjem.»
«Ja», sa frøken Stenberg. «Nu går jeg.»
Else vented tillidsfuld, næsten glad. Hendes viden om og egen bedømmelse af tingenes tilstand gjorde hende tryg.
Som forrige gang, da frøken Stenberg havde vært nede for at spørge om lov til at ta til tandlæge, vendte hun bedrøvet og slukøret tilbage.
Professoren havde ikke svaret et ord.
«Tænk ikke på det, fru Kant. Det nytter ikke.»
