åndsfraværende uden at svare. «Du må se til at få sove lidt, – jeg skal gi Dig et Pulver.»
«Å, hvad nytter pulvere,» mumled Else. «Ikke om Du så gav mig 100. Vil Du ikke tale alvorligt med Tvede om barnet?»
Knut vendte sig bort og begyndte atter at gå på gulvet. Else gjentog sit spørsmål.
«Barnet fejler jo ingenting,» sa Knut forpint.
«Du vil altså ikke tale til ham?»
«Jo, jeg skal nok. Slå Dig bare tiltåls.»
«Imorgentidlig straks?»
«Ja. Vil Du så lægge Dig?»
Else gik bort og satte sig på chaiselonguen.
Knut så lidt på hende. Så satte han sig også et stykke borte.
Med ét stod Else og malte igjen.
Knut rejste sig og forlod stuen. Han fik prøve at gå ind til sig selv og lægge sig. Det var uudholdeligt at se hende stå der og slide sig op.
Efter en halv times forløb kom han listende ind igjen i slåbrok og tøfler. Else stod fremdeles og malte.
«Uf, hvor Du skræmte mig,» udbrød hun og vendte sig om med et pludseligt sæt. «Vil Du da gjøre mig rent fortvilet ved at gå oppe
