det trak krampagtig i det øverste af brystet, og bragte hende til at fare sammen med små pludselige ryk.
«Idag kan jeg se, De ikke har det godt, fru Kant,» sa reservelægen stille.
Else åbned hurtig øjnene og stirred forskræmt på reservelægen. «Uf nej, nej! Jeg kjender Dem ikke! Hvad skal De her?» råbte hun og la ilsomt hænderne over øjnene.
«Jovist kjender De mig. Det er jo reservelægen, som De altid så gjerne vil tale med.»
«Ja. Men jeg er så angst. Jeg kan ikke sanse for angst,» hun udstødte et kvalt skrig og skjulte atter øjnene med sine hænder.
«Hvad er der foregået?» spurgte reservelægen. «Hun har ikke været sådan før.»
«De har været slemme dernede i nat,» svarte frk. Stenberg, til hvem spørgsmålet var henvendt. «Og så er det jo det, at hun aldrig sover.»
«Idag er det nok rent galt fat med fru Kant.» – Else sled øjnene halvt op og så den unge kandidat med det glatte ansigt stå henne i døren og tale med frøken Ræder. Han drejed sin tynde moustache, og det fade smil, som Else kjendte fra før, bredte sig helt op til øjnene. «Nu skal jeg hen og tale med hende», sa han.
Else vendte hele sit legeme om mod væggen
