at de, som raser dernede, umulig kan komme op her.
«Å, men vær herinde! Jeg tør ikke ligge i sengen. Gå ikke fra mig!» Else retted sig op uden at slippe Thorgren og trak hende ned med sig på chaiselonguen, hvor hun gjemte ansigtet i hendes skjød med begge arme slynget fast om hendes liv.
Og brølene og bulderet dernede fra blev ustanselig ved.
Så med ét lød der hvin og lyden af noget, som væltedes, ude fra cellegangen. Thorgren gjorde sig hastig fri og rejste sig.
«Lad mig følge med – å lad mig, lad mig,» bad Else ude af sig selv.
«Umuligt, fru Kant. Det er forbudt, jeg tør ikke! Straks jeg kan, kommer jeg ind igjen til Dem!»
Thorgren løb ud, og Else hopped op i chaiselonguen, hvor hun krøb sammen liggende på knæ og med ansigtet trykket fast mod betrækket.
«Det er ikke helvedes hunde, og ikke løver, som brøler, og ikke tigere, som vil æde mig», sa hun sagte. «Det er bare deliristerne dernedenunder. Det er bare deliristerne dernedenunder.»
Å, gud nej, men nu var de jo allesammen
