hun den inde i sig. Men nu havde den lydt udefra, tæt ved hendes øre. Var det ikke et varsel om, at han kanske netop var død?
Nej, nej, ikke slippe håbet og troen. Reservelægen havde ikke løjet. Hans blik havde vært så fast og sandfærdigt.
Natstuegangen var der. «Er tanden slem?» spurgte Reservelægen, og gav hånden.
«Nej», svarte Else. «Ikke for øjeblikket».
«De skal forresten slet ikke være kjed over, at De har fåt tandpine. Det afleder tankerne fra det, de idelig kredser om».
Else smilte svagt.
«Det er mit ramme alvor», nikked reservelægen.
«Hvor længe tror De, jeg skal bli her?»
«Qui lo sa!»
«Hvorlænge plejer patienter at være her? I det længste, mener jeg?»
«Det er er forskjelligt – 4, 5, 6 måneder.»
«Å nej, det mener De da ikke», sa Else med et angstfuldt smil.
«Jeg véd det virkelig ikke, kjære frue. Godnat», han trykked hendes hånd og gik. «Vær nu flink og sov».
«Fire, fem, seks måneder», gjentog Else. Hun tog omslaget af kinden og la det på sengebordet.
