«Jeg kan hilse fra Deres mand», sa Hieronimus velvilligt. «Han bad mig sige Dem, at den lille trives fortræffeligt, spiser og sover og har det kun godt i alle måder.»
Else var stum. Hun kunde ikke få frem det tak, som hun syntes, hun burde sige. Gråden sad hende kvælende i halsen, og så stod frøken Ræder bag Hieronimus og gjorde miner til hende.
Hieronimus sad lidt og betragted Else, mens et medlidende smil kruste hans blodfattige læber. Så rejste han sig og gik med et koldt godaften.
«At De nu ikke bad professoren!» udbrød frøken Ræder. «I aften var han så mild og rar. Han sad formelig og vented på, at De skulde sige noget».
«Jeg kunde ikke», sa Else.
«I er to store i én sæk», lo frøken Ræder. «Men det er dumt af Dem, fru Kant. Professorens mine var helt forandret, da han gik».
Det var nat. Gassen var nedskruet, og Thorgren kom med et varmt omslag til Elses kind. «Bare De kunde få sove lidt, fru Kant. Inat er de rolige».
