– Jo, hvis det bare kunde nytte, så skulde hun naturligvis med glæde bede ham. Men når Hieronimus så ihærdigt holdt Knut borte, så måtte det vel være, fordi han gik ud fra den, hende ubegribelige opfattelse, at det var rigtigt. Det sa jo også altid reservelægen. Dette snak om, at professoren vilde indrette sin handlemåde efter den megen eller liden ydmyghed, hun viste, måtte jo dog være en fejltagelse. Han var jo læge!
«Både barnet og Deres mand har det udmærket», havde reservelægen sagt om morgenen. «På æresord», han havde set Else lige i øjnene, og hun havde troet ham.
Men alligevel, tvilen havde atter indfundet sig. Hvis det nu var hans opgave at skulle bringe hende til ro ved at lyve? «Gud, gud, tag denne kalk fra mig», stønned hun uvilkårlig.
«Nå, dette ser jo sørgeligt ud», sa Hieronimus, da han kom om aftenen. Else, der sad ved vinduet med ansigtet indhyllet i vat og omslag for tandpinen, rejste sig, som hun plejed, når stuegangen kom.
«De vil fremdeles ikke ha tanden ud?»
«Nej.»
Hieronimus tog plads på chaiselonguen, og Else satte sig igjen.
