og blev hende aldeles ufatteligt, at Knut lod hende ligge der uden en éneste gang at se til hende. Nu havde hun vært der i 12 Dage.
«Hvad vil De, Deres mand skal gjøre?» sa frøken Stenberg. «Når nu professoren nægter ham adgang?»
«Men kan han ikke få mig ud igjen, hvis han vil?»
«Hvis Deres mand forlanger det, kan De være ude på 10 minutter.»
Et håb, der brændte som ild af gløder, steg op i Elses sjæl. Et håb om, at Knut tilsidst skulde tabe tålmodigheden og fordre hende udleveret. Det var, som hun fortæredes af iver på sin mands vegne. Bare han dog ikke vilde vente forlænge! Hvert minut af dagen og hvert sekund af natten var hende en nagende, sønderslidende pine.
«Hvorfor be'r De dog ikke professoren om lov til at se Deres mand?» spurgte frøken Ræder bebrejdende en aften.
«Reservelægen be'r jo for mig.»
«Men måske professoren vil, at De selv skal?»
«Jeg har jo bedt. Da jeg lå derinde i cellen, bad jeg bestandig. Nu kan jeg ikke mere be' den mand om noget.» –
