Else gik tilbage til atelieret, og tog atter fat på at male, mens hun hvert øjeblik trådte lidt tilbage og stirred på billedet med uroligt spørgende blik.
Gud véd, tænkte hun tvilende, det er vist alligevel ikke blet bedre. Hun var også så træt, at hun rysted på hænderne. Og så denne hoste. Men hun måtte holde på. Måtte. Imorgen, når hun stod op, var hun jo endda trættere, og hele dagen vilde det være op i det samme. –
Knut også, som ikke kom ind igjen! – Nu sad han der og vented på, at barnet skulde falde i søvn istedetfor ganske rolig at gå sin vej, eller da ialtfald nøje sig med at vække barnepigen! Knut talte om hende – de altfor mange hensyn, hun tog til barnet, men han var sandelig ikke bedre selv, snarere værre.
– – – Å, dette træk ved munden, dette forfærdelige, opsætsige træk ved munden – –! Hun skygged med hånden for øjnene og så på, hvad hun havde malt. Nu havde hun da fåt det til en ren mumiemaske. – Med penslen og paletten i hænderne tripped hun sagte jamrende op og ned. Så malte hun igjen, mens hodet blev glødende hedt, og sveden sprang frem på hendes pande. –
«Nej men Else da,» Knut var kommen
