«De er jo overbevist om, at jeg ikke er sindssyg, frøken Ræder,» sa Else en eftermiddag, da gassen var tændt, og stuegangen ventedes. Hun havde vært oppe nogle timer, men var gåt tilsengs igjen, udmattet af tandpinen, som nu havde martret hende på 3dje døgnet.
Frøken Ræder, der sad med et stort uldent hækletøj i chaiselonguen ligeoverfor, tog hurtig lorgnetten af og svarte frejdig: «Ja, jeg for min del har ikke kunnet opdage det ringeste tegn».
«Vil De så ikke besørge et brev til min mand for mig? De gjør en god gjerning mod mig.»
«Umuligt, fru Kant! Bed mig endelig ikke om det.»
Else taug. Hun hørte på tonefaldet, at det vilde være ligeså frugtesløst at bede frøken Ræder, som det havde været ligeoverfor frøken Suenson.
«De forstår jo nok, at vi sygeplejersker ikke kan gjøre sådant. Det vilde være det samme som når en mand brød sin embedsed.»
Ja, Else forstod det kun altfor godt. Ingen redning, intet håb. Hun var som levende begravet.
«Deres mand vilde heller intetsomhelst foretage sig.»
