tilså Else på det nye sted. «Nu er De da tilfreds?»
Else, der sad paa kanten af chaiselonguen, så forpint hen for sig. Når undtages, at hendes opholdssted ikke var en celle, og at de syge ikke hvert øjeblik kunde fare forbi hendes døråbning, eller komme ind til hende, var der ingen forskjel på før og nu. Larmen og skrigene hørte hun ligeså tydeligt. Uroen og forstyrrelserne af vinduer og døre og alle dagens lyde var de selvsamme. Klokken 5½ à 6 om morgenen begyndte rengjøringen med den isnende gjennemtræk, og om natten stod fløjdøren åben til cellegangen, hvor Thorgren, som havde afløst frøken Suenson, sad vagt, og skulde tilse både Else og cellepatienterne. Og så havde hun den sidste nat lidt af en voldsom tandpine.
«Jeg kan jo ikke sove her heller,» sa hun træt.
«Å snak.»
«Og så er det så skrækkeligt, at jeg aldrig får vaske mig.»
«Får De ikke vaske Dem?» Reservelægen gjorde store øjne.
«Kalder De det for at vaske sig? En halv pægl vand i en skål, som man akkurat kan dyppe næsen i. Hjemme tog jeg koldt bad hver morgen.»
