chaiselongue, et bord og en stol. Også her stod døren åben nat og dag ud til en med et gult bord og 2 stole møbleret gang, der liksom cellegangen var lukket af vel tillåsede fløjdøre. Værelset stødte på den ene side klods op til cellerne, hvorfra det kun var skilt ved en almindelig væg, og havde på den anden side et rum med 6 senge, der for øjeblikket stod tomt. Endskjønt vinduet foroven var behængt med en rødbrun ulden gardinkappe, virked det dog, højt oppe som det sad, og med sine bittesmå ruder ligeså jærngitret som cellernes vinduer, og Elses indtryk af at være i fængsel var det samme som før.
Ved flytningen havde Else fåt en ny dagsygeplejerske, frøken Ræder, som var kommen op fra mandsafdelingen nedenunder, en kraftigbygget blond kvinde henved de 30. Hun bar lorgnet og havde et muntert og dannet væsen. Smånynnende og let vuggende i hofterne gik hun om ved sit arbejde, og hun talte til Else om allehånde ting, for at få hende til at glemme sine kvaler. Else var glad ved at ha hende om sig. Idetheletat virked sygeplejerskerne som blege solstråler på en mørk og isfrossen vinterdag.
«Nu», sa reservelægen, da han første gang
