teppet om gutten, tog ham på armen og gik ind med ham i spisestuen. Der satte han sig ved bordet med barnet på skjødet, og gav ham mad.
Else fulgte efter, og satte sig ligeledes ved bordet.
Tage kom i ypperligt humør. Han trak Kant i skjægget, mens han småsnakked ustanselig og af og til béd i et stykke smørrebrød, som han derpå putted faren i munden. Så havde han fåt frigjort fra teppet den ene fod og holdt den pludselig op i ansigtet på Kant, der var ligeså henrykt som barnet.
Else smilte bekymret, og rysted hodet. «Du ser jo, at han ingenting spiser,» sa hun. Men straks greb så Tage et stykke smørrebrød, og forsikred, at han var meget, meget sulten, og at han vilde spise det altsammen.
«Kan Du ikke gå ind og lægge Dig, Else?» bad Kant igjen. «Du véd ikke, hvordan Du sér ud.»
«Gå ind og lægge mig – hvad skulde det være godt for? Sove gjør jeg jo ikke alligevel. Og især nu, da Du sidder der med gutten!»
«Hvorfor græder mamma?»
«Jo, for mamma er syg. Stakkels lille mamma.»
