gang, så er der ingen, som ænser, hvad man siger. Deres mand vilde ikke gjøre noget.»
XIV.
«Deres ansigt er gult som voks idag», sa frøken Stenberg, da hun om morgenen kom ind til Else. «Men nu må der snart ske forandring.» Reservelægen så jo, hvor syg De var inat.»
Dagen gik. Else lå stille hen. Til spørgsmålet, om hun vilde stå op lidt, havde hun rystet hodet. Hun gav sig over. Lod sig stille glide ned på bunden af brønden med de grønskede vægge. Det var unyttigt at kjæmpe. Overmagten var for stor.
Så med ét stod Hieronimus i cellen. Else så ham som gjennem et slør, men opfanged dog at hans mine var mild.
«Nu bliver der gjort et værelse istand til Dem,» sa han.
«Å lad mig bare ligge her», svarte Else forhærdet og trak på de sitrende øjenbryn. «Jo mere, jo bedre.»
«Jo mere, jo bedre?» – det kom stakåndet fort gjennem Hieronimus' tynde, gråhvide tænder, og som aftenen iforvejen letted han sig på tæerne,
