godt og stille. Man kan ligesom mærke, at det er søndag.»
Ja, det kunde Else også, og det gjorde tilstanden dobbelt trøstesløs.
Hvad var det for mad idag? Hun satte sig op og tog imod bakken. Noget gult vand med små kremefarvede bolleklumper. Og så en skive tørstegt kjød med kogte poteter, som flød i tyk, lysebrun melsauce. Ingen salat, ingen agurk eller pikkels, eller nogen af disse småingredientser, som hun var vant til, og som hun satte pris på. Men hun måtte spise alligevel. Hun havde kjendt sig så kraftløs, rent ud segnefærdig, da hun var oppe, og det var jo intet under.
Ihærdig tog hun fat, men det var hende umuligt at spise mere end ganske lidt, for det smagte flout og vont.
Som sædvanlig, når patienterne en stund havde vært rolige, begyndte de også nu at larme og skrige igjen. Fru Fog kasted sengehestene i gulvet, mens hun udstødte en dump jamren. Barselspatienten fløj forbi med skrig, som blev hun stukket af knive, og fru Syverts teede sig så voldsomt, at hun måtte lukkes inde. Hun gav sig da til at dundre på væggen, som stødte op til Elses celle og angstfuld kalde på Else og professoren.
