For nu er pusekatten død,
Nu kan I gå i spiskamere'
Og spise smørrebrød.»
«Tog de ost på, mamma?»
«Nej. Men nu snakker Du jo igjen.»
Døren fra spisestuen gik op, og en høj, bredskuldret mand med mørkt, skaldet hode kom ind.
«Pappa!» råbte gutten, og sad med et sæt oprejst i sengen. «Tage er sulten. To stykker smørrebrød med leverpostej, og et med steg og et med ost!»
Kant gik hen til sengen, bøjed sig over barnet og sa dæggende: «Så Du er sulten, pus?» «Gå nu Du ind og læg Dig,» vendte han sig bønlig til Else. «At Du nu sidder her igjen. – Og gutten, som Du ikke gir fred til at sove.»
«At Du vil sige så'nt, Knut. – Jeg, som er så fortvilet, når barnet ikke sover.»
Tage havde stående oprejst i sengen slåt armene om farens hals. «Jeg vil ind i spisestuen med Dig,» sa han indsmigrende.
«Ikke gjør det,» bad Else.
«Kanske det er ligegodt at trætte ham ud. Så sover han desto bedre bagefter.» Kant svøbte
