«Skal jeg være her inat igjen?» spurgte Else med en stemme, der forekom hende selv hæs og ukjendelig.
«Tja-a», han sa det «tja-a» bredt og fedt, som var det ham en legemlig nydelse at sige det.
«Men jeg kan ikke holde det ud! Jeg lider altfor forfærdeligt.»
«Å-å-», svarte Hieronimus med en så snærrende hån, at det virked som et slag i ansigtet på Else. «Hvordan var det hjemme?»
Da sprat Else op i sengen, og ude af sig selv, med fortrukket ansigt og et blik der sprudled ild og gnister, og bored sig ind i Hieronimus' kolde, blege øjne, sa hun: «Professoren véd lige så godt som jeg, at der ikke er spor af grund til at holde mig i celle! Det er kun fordi, De ikke har plads til mig, men så skylder De, at la min mand det vide. «Å-å», siger De», hun efterabed Hieronimus' hånlig snerrende tone, for såvidt muligt at gi ham slaget i ansigtet tilbage. «Men vil professoren ikke selv ligge her en nat, bare en eneste en, og la mig få Deres soveværelse?»
«Neej», sa han, og det lød som fjern hestevrinsken.
«De udsætter mig for umenneskelige pinsler dag og nat!» råbte Else. «Med hvilken ret gjør De det?»
