«Det er altså forbi», tænkte Else. «Jeg skal bli her inat igjen», og en forhærdet forbitrelse stivned hendes sind. De syge tumled og skreg og jamred, og hun syntes det var et brugbart akkompagnement til teksten i hendes indre.
Nu kom stuegangen snart. Men det var reservelægen og ikke professoren. Ja ja, det var akkurat det samme.
Straks efter var reservelægen der i sin hvide kittel, fulgt af en kandidat og frøken Stenberg. Han gjentog sit evindelige: om hun fremdeles var misfornøjet med tilværelsen?
Else rejste sig op i sengen og gav sin forbitrelse luft.
Reservelægen svarte intet. Bare så bedrøvet og mildt på hende. Men til frøken Stenberg henvendte han, da han gik: «Hun blir værre og værre.»
Et øjeblik efter hørte hun hurtige knirkende skridt på gangen, og Hieronimus i overfrakke, og med hatten i hånden stod i cellen.
«Jeg skal hilse fra Deres mand», sa han.
Else vilde sige tak, men struben var som sammensnøret. Hun fik ikke lyd.
«Han bad mig sige Dem, at han nu havde fåt en kokkepige til den 1ste, som han trode, var god. Det behøvede De altså ikke at tænke på.»
