kvinde sad oprejst med fægtende arme. Hun hylte ustanseligt. Kort efter kom portørerne tilbage med den tomme bærebør, mens hylene blev vildere og vildere, og samtidig begyndte fru Syverts, som længe havde vært stille at rase og skrige i cellen ved siden af.
«Dette er helvede,» tænkte Else. «Den, som har lavet læren om helvedes pinsler, har uden tvil ved en fejtagelse vært på en eller anden sjette afdeling, med en eller anden Hieronimus til øverste.»
«Hvad siger De til denne komedie?» Fru Syverts i chemise med sine lange hvide, ved anklen for tykke ben var kommen ind i Elses celle, hvor hun hastig gik frem og tilbage med hænderne i siden. «Jeg blir gal af at være her. Ja ved gud blir jeg gal! Min mand ejer et lille sted nede ved kysten. Der skulde jeg ha været. Men så kom lægen og sa, at jeg først skulde tale med professor Hieronimus. Han er en modepræst, tror De ikke?» Hun stod stille midt i cellen og så hvast på Else. «Alle synes, de skal snakke med Hieronimus,» vedblev hun, «men vi får jo ikke snakke med ham. Bu, bæ, øh, døh, siger han, og så er han borte.»
«De skulde gå ind og lægge Dem, fru Syverts,» sa Else formanende.
