syntes, det var Knuts. Det gav som et skrig af jubel inde i hende. Med en lynsnar bevægelse sad hun oprejst i sengen og rakte hænderne frem. Stemmen blev tydeligere, og herreskridt nærmed sig. Det var Knut! Hun hørte det tydeligt. Å gud, gud, så var hun frelst, frelst, frelst! Den velsignede professor, som alligevel havde villet overraske hende – alle hendes ansigtsmuskler skjalv i smil og fryd, øjnene fyldtes med gode tårer, og hjærtet slog højt og varmt. Så gik en af kandidaterne forbi døråbningen, «De har ikke lov at sidde op i sengen,» sa han i farten til Else og forsvandt.
XII.
Men Else blev siddende og stirred stivt. Det var altså ham, hun havde hørt og ingen Knut.
Hun følte det, som om alt hendes blod sank ned i benene, og en våd kulde bredte sig fra hodet og nedover. Kort efter strømmed blodet tilbage til hjærtet, og ildvarmt susende stormed det op i hodet. Alting dansed rundt, hun syntes sengen svingled som i søgang. Gribende efter støtte i sengebordet la hun sig langsomt tilbage på puden. – –
